Det bliver en aften, der handler om alt fra mørkt stof, science fiction og liv i universet til rumskrot, rummedicin og alt det andet rumstof, som har formet podcasten gennem de sidste 5 år. På scenen får vi denne aften besøg af en masse rumfolk og -nørder, der gennem stand-up, sang, interviews og mini-foredrag vil gøre os klogere på rummet. Så vær med, når vi fejrer RumSnaks episode 100 med årets største rumshow.
Vi får besøg af både gamle og nye gæster, så glæd jer til at møde: Johan Olsen, Huxi Bach, Lonnie Grove Petersen, Christian Fuhlendorff, Anja C. Andersen, Sarah Pearson og mange flere.
Podcasten RumSnak startede i 2019, og har i de forgangne fem års tid talt med en perlerække af de mennesker, der arbejder med rummet hver eneste dag, indenfor både forskning, forretning og teknologi.
RumSnaks værter er astrofysiker Tina Ibsen og techformidler Anders Høeg Nissen. De har udviklet og udgivet podcasten siden starten i 2019, og i 2024 modtog de Podcastprisen for Årets Uafhængige Podcast.
Foto: Martin Kunzendorf